Bag om Vild med Dans
Marianne har deltaget 5 gange i "Vild med dans", og hver gang har været en helt speciel oplevelse.
Læs her om hendes fortællinger, og hvad det har ført med sig.
1. program: Erik Peitersen
Da jeg blev spurgt efter, om jeg ville være med i et TV program (som TV2 stadigt ikke kendte navnet på, på daværende tidspunkt), var jeg ualmindeligt meget i tvivl. Brian og jeg dansede stadigt aktivt og lå i top 8 på verdensplan som professionelle i standard dans. Vi trænede ca. 3-4 timer om dagen, og derudover styrketrænede vi 2-3 gange om ugen og havde ca. 30 turneringer i daværende sæson.
Efter rigtig mange overvejelser sagde jeg ja tak, med den eneste forudsætning, at det ikke måtte komme til at gå ud over vores egen dans – overhovedet. At være med i "Vild med dans" er ikke bare lige sådan – det er en kæmpestor oplevelse, som man kan tage med som et helt fantastisk minde, men det er så hårdt, at man stort set ikke har brug for at lave andet i den periode, man er med i programmet. Et fantastisk fuldtidsjob, og dette første program er bestemt ikke en undtagelse.
Erik og jeg mødte hinanden midt i marts 2005, og heldigvis var Erik så vant til at have kameraer omkring sig, så det for mig lynhurtigt blev en naturlig ting, selvom det til tider var omkring 4 timer dagligt. Da vi til daglig trænede i Århus helt alene, var vi slet ikke klar over, hvor meget der blev trænet hos de sjællandske par, så vi hyggede os, og selv om vi knoklede på, var der bestemt også tid til kaffepauser.
Vi anede slet ikke, hvad programmet "Vild med dans" gjorde ved den danske befolkning og specielt jeg selv var i chok over den mediebevågenhed, det tog med sig. Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle læse så meget om programmet i ugeblade og aviser – måske lidt naivt, men det var min helt klare opfattelse, at det ikke ville gå så vidt. Erik og jeg blev placeret som nummer anden sidst i rigtig mange uger, men pludselig i program 6 (ud af 8) skete der noget med Eriks dans. Han fik pludselig forståelsen for det hele og begyndte både at se ud og føles som en rigtig danser.
Vi var nået til hans yndlingsdans Vals og den temperamentsfulde Paso Doble, og på overraskende vis nåede vi i finalen og endte på en 2. plads. Vi var begge meget stolte og fik en oplevelse for livet og et minde med os, som vi aldrig kommer til at glemme.
2. program: Eskild Ebbesen
Efter kun 2½ måneders pause var jeg på "Vild med dans"-vognen igen, hvor jeg var så heldig at få Eskild som partner. Allerede efter 5 minutter kunne jeg fornemme et engagement ud over det sædvanlige, og jeg kan huske, at grundtrinene i vals ikke tog mange minutter at få på plads, og det er inklusiv det svære fodarbejde som er så vigtigt i basic.
Ingen tvivl om, at Eskild mente dette her seriøst, og jeg har da aldrig i mine 32 år mødt en mand med så meget vilje og gejst som hos Eskild. Jeg kan mindes en dag, hvor vi trænede slowfox og jeg troede jeg skulle terpe fodarbejdet med ham, hvilket er meget indviklet i slowfox. Efter jeg havde fortalt ham fodarbejdet - Hæl, tå, tå/hæl, hæl/tå, tå, tå/hæl - og var i fuld sving med at gentage det for ham - stoppede han op og kiggede på mig og sagde med et smil i øjet: Marianne, du har sagt til mig én gang, hvad jeg skal gøre, så du behøver altså ikke at gentage det én gang til.
Eskild og jeg havde en fantastisk tid sammen, og selv da jeg et par dage skulle til London, tog han selv ind i studiet i København for at træne sin samba, så han kunne være klar til fredagens show. Allerede fra første program lå Eskild og jeg på en 2. plads, og da jeg kunne mærke, at Eskild havde tænkt sig at køre den her helt ud, var jeg godt klar over, at det ville blive en hård, men også utrolig spændende og lærerig periode for mig.
Jeg dansede stadigt aktivt med Brian på dette tidspunkt og rejste hver dag til København for først at træne med Eskild ca. 3 timer og derefter tilbage igen for at træne med Brian i 3 timer. Af Eskild har jeg helt klart lært, at hvor der er vilje, er der vej. Brian og jeg har altid haft et ry for at være træningsnarkomaner, men efter at have mødt Eskild, må jeg sige, at jeg mere følte mig som en kylling. Eskild og jeg kom i finalen, men da vi havde hård konkurrence af David Owe og Vickie Jo, endte vi på en flot 2. plads, som vi begge var meget stolte af.
3. program: Ole Olsen
Før mit møde med Ole valgte Brian og jeg at stoppe vores aktive karriere for at starte et nyt dansestudie op i Århus og Holstebro. Præcis på samme tid som året før med Eskild, men denne gang med nystartet virksomhed, som også skulle have fuld opmærksomhed.
Jeg husker det som et enormt hårdt efterår, men som har været hele sliddet værd. Heldigvis er Ole fyldt med en masse tålmodighed og godt humør, så han kunne få mig til at slappe af, når jeg ikke selv følte, jeg kunne følge med. Mødet med Ole var også noget helt specielt, fordi han tog dansen så meget til sig, og ønskede at gøre det så godt som overhovedet muligt.
Med det samme fik Ole også stor betydning for Brian, hvor der i dag er et utroligt stærkt bånd. Både Ole, Brian og jeg faldt i hak med det samme, og jeg kan huske, at jeg kunne mærke sportsmanden, som stadig var gemt inde i Ole, trods det at han ikke har kørt speedway i mere end 23 år.
Ole var ekstremt sød til at komme til Århus for at træne, da jeg havde travlt med alt det nye, og selvom vi trænede meget hårdt, var der også tid til hygge og en god frokost i ny og næ.
Da det først gik løs, trænede vi i 3-4 timer i træk 5-6 gange om ugen skiftevis i Århus og Kolding, hvor vi trænede i Elin Jensens dansestudie. Ole og jeg var med i 7 programmer ud af 10 og sluttede dermed på en flot 5. plads. En utrolig flot placering, taget i betragtning af, at Ole aldrig har haft nogen som helst forbindelse eller relationer til dans og musik i det hele taget. Hans smittende humør og altid rosende ord med på vejen er så motiverende for både Brian og jeg - vi har virkelig lært meget af hans måde at behandle andre på. Ole og jeg giver stadig shows.
4. program: Robert Hansen
4. gang viste sig at være lykkens gang, men samtidigt også den hårdeste omgang jeg har deltaget i.
Jeg var så heldig af få charmerende Robert Hansen som dansepartner, og jeg husker tydeligt d. 7. august 2008, hvor jeg mødte ham for første gang. 1000 forskellige tanker flyver igennem hovedet på sådan et tidspunkt, men jeg var med det samme klar over, at her havde vi den store chance for at gå hele vejen.
Robert er en super populær fyr og specielt blandt de unge teenagere vidste vi, at der var hjælp at hente, så jeg tænkte med det samme, at her havde jeg fået den helt store chance. 10 minutter inde i undervisningen mindedes jeg dog, at det måske alligevel ikke ville være så nem en opgave. Vi lagde ud med vals, og selvom Robert ved første øjekast mindede om en lille dansemus, så blev jeg hurtigt
klogere. Det var ikke bare lige sådan at holde armene vandrette, mens hovedet og maven skulle holdes på en helt anden måde, og så samtidigt koncentrere sig om højre/venstre, hæl/tå og alt, hvad der ellers hører til en vals.
Vi lagde ud med at blive nr. 5 i første program, og da vi var godt halvvejs i alle udsendelserne, begyndte der at ske en masse med Roberts dans. I 5. program havde vi samba, og for første gang vandt vi konkurrencen hos dommerne - til vores egen store overraskelse - og herfra gik det stærkt.
Gangen efter var det jive, som bare lå lige til højrebenet for ham, og med to titler i hus, begyndte vi så småt at tro på det. Robert var super motiveret og kæmpede en enorm stor indsats, og aldrig har jeg presset en partner så meget før, som Robert. Han ville bare det her, og derfor synes jeg også, han fortjente at blive nr. 1 - så jeg ofrede alt, hvad der overhovedet var muligt, for at træne og motivere ham til at blive den bedste.
Træning: En typisk uge for mig var at jeg tog hjem til Århus lørdag formiddag efter fredagens program (nogle gange nåede vi også at træne lørdag formiddag) og begyndte at forberede dansen til næste dag. Søndag kl. 15.00 tog jeg færgen til København, hvorefter vi trænede fra kl. 18.30-22.30. Jeg overnattede i København til mandag morgen, hvor vi igen trænede i 3-4 timer og derefter tilbage til Århus til kl. 16.00, hvor danseskolen skulle passes til kl. 22. Tirsdag og onsdag, tog jeg morgenfærgen kl. 7 og trænede igen i København fra kl. 10.00-13.00 inden jeg sejlede retur til Århus kl. 15.00. Begge dage tilbage til danseskolen for at undervise til kl. 22.00. Torsdag var Robert så sød, at tage til Århus, så jeg kunne sove længe, og fredag var så den store dag, hvor alle nerverne sad uden på tøjet, og testen skulle bestås.
Det var en fantastisk tid, og jeg har næppe gået så meget op i noget, siden vores egen karriere stoppede, og som de fleste jo ved, vandt Robert i finalen og sejren var i hus. Jeg er super stolt at ham, og under ham alt det bedste i fremtiden.
