Velkommen til Minisjang!
Holdet for de allermindste, som giver en fantastisk mulighed for at tilbringe en skøn formiddag i dansens tegn sammen med dit barn/barnebarn. Holdet er for de ældste vuggestue-/dagplejebørn fra ca. 2-3 år, og er både for piger og drenge.
Dansesalen er altid fyldt med vidunderlig energi, når vi sætter gang i små sjove danse og klassiske sanglege. Vi danser både til de kendte og elskede sange fra DRs Minisjang, blandet med en masse andre populære børnehits gennem tiden.
Børnene lærer at lytte til rytmer i sangene, samt lærer helt basale dansetrin, og vi kombinerer læringen med en masse sjove danselege. På Minisjang danser den voksne sammen med barnet i hele timen.
Vi er hos Let’s Dance super stolte af vores engagerede, tålmodige og pædagogiske instruktører, som glæder sig helt vildt til at tage imod jer og invitere jer ind i Let’s Dance's dansefamilie!
I løbet af sæsonen vil der være mulighed for holdet at optræde til både julebal og afdansningsbal. Det er to super hyggelige arrangementer, hvor holdet kan vise deres familie, søskende og bekendte, hvad de har lært!
Er du i tvivl om holdet kunne være noget for dit barn, så kom endelig og få 2 gratis prøvetimer.
Vi glæder os til at se jer!
• Husk at du/I altid er velkommen til at få to gratis prøvetimer, hvis du er i tvivl om holdet passer til dit barn.
• Selv om vi starter op i august, er det altid muligt at begynde på et hold, da der løbende vil komme nye koreografier til. De mest oplagte perioder er aug./sep. og jan./feb.
• Fra august til december er der 17 undervisningsgangs og fra januar til juni er der 19. Derfor vil prisen være højere for jan./juni end aug./dec. Obs, falder din undervisningsgang på en helligdag har I den undervisningsgang mindre. Dette er fratrukket prisen, så I betaler for de antal timer I får.

Instruktør
Jeg hedder Christina, og er født i 1995. Jeg har gået til dans siden jeg var 5 år, og har elsket at danse lige siden. Jeg nyder at lære fra mig og at bidrage til udviklingen af børns danseglæde. Det er vigtigt for mig, at undervisningen foregår på en legende måde for de mindste, og at de mærker glæden ved at bevæge sig vildt – fjollet – roligt osv. til skøn musik.
Jeg møder børnene i øjenhøjde og går efter at skabe en tryg stemning, hvor der er plads til alle. Jeg forsøger at tilpasse undervisningen efter børnene, så alle får en god oplevelse, når de kommer til dans.
Ud over at undervise børn i dans, har jeg arbejdet med børn både i vuggestue, børnehave, specialbørnehave, SFO, frivilligt arbejde i Ghana mv. Uanset hvor jeg har været har jeg set børn blomstre når musikken spiller og kroppen slippes løs.