Rødvinsholdet er holdet for jer, der har danset i 15-21 sæsoner og stadig har mod på at tage dansen et skridt videre. I er erfarne, passionerede og klar på at blive udfordret – og det er lige præcis dét, vi tilbyder. Som et af de mest øvede pardanshold på danseskolen, tager vi jer med på en inspirerende rejse gennem 10 forskellige standard- og latindanse.
Hver uge mødes vi til 50 minutters intens, nærværende og engagerende undervisning, hvor vi finpudser teknikker og forfiner koreografierne, så dansen bliver endnu mere elegant og levende.
Rødvinsholdet er meget mere end bare trin og teknik. Det handler om fællesskab, glæde og kærligheden til dansen. Vi bygger videre på det, I allerede kan, og går i dybden med de små detaljer – rytmer, bevægelser og den magi, der opstår, når alt går op i en højere enhed.
Vores instruktører lægger stor vægt på, at I føler jer hjemme. Her er plads til grin, til hyggelige øjeblikke og til seriøs fordybelse – alt sammen i en stemning, hvor man har lyst til at give den gas, men også bare nyde, at vi danser sammen.
Rødvinsholdet er stedet, hvor erfaring møder inspiration, og hvor I hver onsdag kan se frem til sved på panden, højt humør og danselyst i lange baner.
• Husk at I altid er velkommen til at få to gratis prøvetimer, hvis I er i tvivl om stilen og niveauet på holdet passer til jer.
• Kommer I fra en anden danseskole, eller har I danset for nogle år tilbage, viser det sig ofte, at I skal have danset et par år yderligere, for at kunne følge med på dette hold - da det sjældent er de samme variationer, der har været brugt på de to danseskoler. Men uanset hvad I har lært, er I altid velkommen, og så kan vi guide jer til det rigtige hold.
• Er I forhindret én uge i at deltage på den sædvanlige tid, er I altid velkommen til at vælge en anden dag i samme uge, eller tage to lektioner ugen efter. Hvis I er i tvivl om hvilke hold, I kan flekse på, så hiv gerne fat i en instruktør som kan guide jer.
• Der er som standard for alle pardansehold 17 undervisningsgange fra august til december og 17 undervisningsgange fra januar til maj. Obs, falder jeres undervisningsgang på en helligdag, har I den undervisningsgang mindre. Dette er fratrukket prisen, så I betaler for de antal timer I får.
Instruktør
Jeg er medindehaver af Lets Dance sammen med Marianne, og har undervist siden jeg var 15 år gammel. Jeg har taget DS træner- og dommeruddannelse på højeste niveau og danset siden jeg var 3 år gammel. Jeg har været partner med Marianne Eihilt siden 1990. Vi har i alt vundet 10 danske mesterskaber, nordiske mester, sølv og bronze vinder til både EM og VM.
Jeg elsker at få folk til at føle sig hjemme så alle kan hygge sig med hinanden på danseskolen.
Instruktør
Hej, jeg hedder Julie.
Jeg har danset siden jeg var 6 år gammel.
Årene er blevet brugt på børnedans, Disco, rock ‘n roll, Hip Hop, Showdance og Standard/Latin.
Dans for mig er livsglæde. Det er en leg mellem kropsbevidsthed, bevægelse, følelser og god musik. Det er en måde at udtrykke sig på, som ikke kræver andet end tilstedeværelse, og gennem musikken kan dans skabe kontakt og bånd mellem mennesker.
Jeg lægger stor vægt på, at min undervisning skal være givende fagligt men samtidig underholdende og energisk, så eleverne går fra timerne med smil på læberne. Jeg lægger en ære i altid at være velforberedt og tilstede i min undervisning. Forhåbentligt føler mine elever, at jeg udfordrer og hjælper dem samtidig med at der er plads til smil og grin.
Jeg har undervist i Let’s Dance i 10 år, og undervejs har jeg undervist elever i alderen 2-80 år i alle mulige forskellige genrer. Derudover har jeg undervist til utallige fødselsdage, arrangementer, polterabender og på højskoler og efterskoler rundt omkring i Jylland.