Stjerneholdet er for jer, der har danset i tre sæsoner og er klar til at tage næste skridt i jeres pardanseeventyr. Her danser vi både standard- og latindanse – en dejlig blanding, der gør hver time spændende og varieret.
Vi danser sammen i 50 hyggelige minutter, hvor vi fordyber os i både teknik og koreografier – alt sammen i et tempo, hvor alle kan følge med. I vil genkende alle de danse og trin, I allerede har lært, og vi bygger stille og roligt videre, så I mærker udviklingen uge for uge.
På Stjerneholdet handler det ikke kun om trin og takter – det handler lige så meget om smil, fællesskab og glæden ved at bevæge sig sammen. Vores dygtige instruktører skaber en tryg og positiv stemning, hvor det er helt i orden at grine af et skævt trin – og hvor I altid bliver mødt med varme og opmuntring.
Vi lægger stor vægt på, at I føler jer velkomne, afslappede og godt tilpas hver eneste gang I træder ind i dansesalen. Her skal det føles som en lille fest i hverdagen – noget I ser frem til og nyder sammen.
Vi lover sved på panden og godt humør.
• Husk at I altid er velkommen til at få to gratis prøvetimer, hvis I er i tvivl om stilen og niveauet på holdet passer til jer.
• Kommer I fra en anden danseskole eller har I danset for nogle år tilbage, viser det sig ofte, at I skal have danset et par år yderligere, for at kunne følge med på dette hold - da det sjældent er de samme variationer, der har været brugt på de to danseskoler. Men uanset hvad I har lært, er I altid velkommen, og så kan vi guide jer til det rigtige hold.
• Mht sko er det helt op til jer, hvad I har det bedst i. Måske er det en fordel, at det ikke er højhælede sko! Det eneste ønske vi har, er, at det er sko med en tør sål - altså ikke beskidte udendørs sko, da mange kommer til at glide i sand og småsten.
• Er I forhindret én uge i at deltage på den sædvanlige tid, er I altid velkommen til at vælge en anden dag i samme uge, eller tage to lektioner ugen efter. Hvis I er i tvivl om hvilke hold I kan flekse på, hiv gerne fat i en instruktør som kan guide jer.
• Der er som standard for alle pardansehold 17 undervisningsgange fra august til december og 17 undervisningsgange fra januar til maj. Obs, falder din undervisningsgang på en helligdag har I den undervisningsgang mindre. Dette er fratrukket prisen, så I betaler for de antal timer I får.
Instruktør
Jeg hedder Camilla Lykke og er underviser hos Let’s Dance.
Jeg startede med at danse, da jeg var 5 år på Lilli Nicolajsens danseskole i Aalborg.
Jeg startede med at danse ballet og showdance, og kom på elitehold i begge discipliner. Jeg har dog også danset step, jazzballet og jitterbug. Efter et par år blev jeg “headhuntet” til at danse latin og standard, og det blev jeg også helt vild med og kastede mig ud i turneringslivet.
Dans for mig er: liv, ren glæde, den dejligste og bedste måde at udtrykke mig på, inspiration og poesi. Dans er en lille lykkepille.
Min undervisningsstil er umiddelbar, sjov, meget positiv og i øjenhøjde.
Jeg har undervist på Let´s Dance siden 2013.
Jeg er uddannet kandidat i pædagogisk psykologi og er overbevist om, at dans er en fantastisk terapiform.